Brint bliver ofte fremhævet som en vigtig komponent i overgangen til et fossilfrit samfund. Spørgsmålet er især, hvor brint skaber mest værdi, og i hvilke tilfælde andre løsninger er bedre. Med nye EU-krav og lavere elpriser i Norden peger udviklingen på et mere afgrænset billede af, hvor brint forventes at få størst betydning. De nordiske lande har flere forudsætninger for at producere brint, men udbredelsen vil variere mellem sektorer.
En ny værdikæde i energisystemet
Brint kan fremstilles gennem elektrolyse, hvor vand spaltes til brint og ilt ved hjælp af elektricitet. Hvis elektrolysen drives af fossilfri el, kan brinten bruges som klimaneutralt brændstof eller som råvare i industrien. Brint kan også anvendes til at producere syntetiske brændstoffer som metanol, ammoniak og flybrændstof. Denne del af værdikæden omtales samlet som Power-to-X.
Formålet er at udnytte strøm fra sol og vind, når produktionen er høj, og omdanne energien til brændstoffer, der kan bruges i sektorer, hvor direkte elektrificering er vanskelig.
Hvor gør brint størst nytte?
Brint vurderes især relevant i områder, hvor elektrificering ikke er en effektiv løsning. Det gælder blandt andet:
- Tung industri: Stål-, kemi- og gødningsindustrien kræver høje temperaturer og store energimængder. Her kan brint erstatte fossile råvarer og reducere CO₂-udledninger.
- Langdistancetransport: Skibsfart og luftfart har energibehov, som batterier typisk ikke kan dække. Brintbaserede brændstoffer kan blive et supplement.
- Energilagring: Brint kan bruges som lagringsform i perioder med høj elproduktion og dermed bidrage til at balancere elnettet.
Til opvarmning og persontransport er direkte elektrificering som regel mere energieffektiv, og brint vil derfor i mange tilfælde ikke være førstevalg.
Mulighed for lokal gødningsproduktion
Landbruget er et område, hvor brint kan bidrage til at reducere klimaaftrykket, særligt via produktion af ammoniak til gødning. Ifølge EU-krav skal 42 % af den brint, der anvendes til ammoniak, være vedvarende senest i 2030.
En væsentlig barriere er fortsat den såkaldte green premium — merprisen for det bæredygtige alternativ. For ammoniak ligger merprisen i dag omkring 20–25 %. Det øger behovet for samarbejde mellem producenter, landbrug og fødevaresektoren, hvis der skal skabes stabil efterspørgsel og økonomi i nye løsninger.
Luftfarten søger syntetiske brændstoffer
Luftfarten har fokus på at reducere klimabelastningen uden at miste rækkevidde. En mulighed er syntetisk flybrændstof (e-SAF), som fremstilles ved hjælp af brint og CO₂. Brændstoffet kan anvendes i eksisterende fly uden tekniske ændringer.
EU stiller krav til andelen af bæredygtigt flybrændstof. Fra 2030 skal mindst 1,2 % være syntetisk, og andelen skal gradvist øges frem mod 2050. Kravene ledsages af sanktioner for manglende opfyldelse, hvilket skal understøtte investeringer.
På trods af gode forudsætninger i Norden er der foreløbig få anlæg i drift. Teknologien er fortsat dyr, og usikkerhed om regulering gør store investeringer vanskeligere.
Et nordisk potentiale
Med fossilfri el, teknisk ekspertise og efterspørgsel fra industrien har Norden mulighed for at få en større rolle i dele af brintøkonomien. Udviklingen afhænger dog af langsigtede rammevilkår, investeringer og samarbejde på tværs af værdikæder.
