Kom godt i gang med emissionsstyring

For at komme i gang med at arbejde med emissionsstyring kan virksomheden følge nogle grundlæggende trin.

1. Forstå virksomhedens udledninger: Start med at kortlægge og analysere virksomhedens aktuelle emissionsniveauer. Det indebærer indsamling af data om energiforbrug, produktionsprocesser og transport. Det kan være nyttigt at bruge værktøjer som fx en CO2-aftryksberegner til at sætte tal på virksomhedens udledning af drivhusgasser.
2. Identificer muligheder for at reducere udledningen: Gennemgå virksomhedens drift for at identificere områder, hvor udledningen kan reduceres. Det kan fx handle om at forbedre energieffektiviteten i bygninger og produktionsanlæg, optimere logistik og transport eller investere i fossilfri energi.
3. Gennemgå virksomhedens indkøb af produkter og tjenester: En betydelig del af en virksomheds udledninger kommer fra de produkter og tjenester, den køber. Vurder klimapåvirkningen fra dine leverandørers processer grundigt for at kunne tage velbegrundede beslutninger om leverandører.
4. Fastlæg mål og strategi: Etabler konkrete, målbare og realistiske mål for at reducere virksomhedens udledninger. Læg en strategi, der beskriver, hvordan disse mål skal opnås – og integrer den i virksomhedens overordnede forretningsplan.
5. Implementer tiltag: Gennemfør de identificerede tiltag for at reducere udledningerne. Det kan fx indebære at sikre fossilfri energikilder, forbedre affaldshåndtering og genanvendelse samt at gennemgå virksomhedens bilpark.
6. Kommuniker og engager: Involver og informer alle interessenter, herunder medarbejdere, kunder, leverandører og investorer, om virksomhedens emissionsstyring og fordelene ved den. Det kan være med til at skabe intern og ekstern opmærksomhed – og sikre opbakning til initiativerne.
7. Overvåg og evaluer: Overvåg og evaluer regelmæssigt virksomhedens fremskridt i retning af målsætningerne for lavere udledninger. Brug de indsamlede data til at identificere yderligere forbedringsområder og justere strategien efter behov.
8. Rapporter og verificer: Dokumenter og rapporter virksomhedens reducerede udledninger på en gennemsigtig og troværdig måde. En uafhængig verifikation af virksomhedens emissionsdata kan være med til at styrke tilliden til virksomhedens klima- og miljøindsats.

 

Scope 1, 2 og 3 er blevet standardklassifikationer i identifikationen af emissionskilder – og er termer, der bruges til at kategorisere udledninger fra virksomheder baseret på deres kilder og aktiviteter (forstå forskellen mellem Scope 1, 2 og 3). De bruges ofte som del af virksomhedens rapportering af drivhusgasudledning og hjælper med at identificere, hvor udledningerne stammer fra, og hvordan de kan reduceres. Dette system er en del af GHG-protokollen, eller Greenhouse Gas Protocol, som er en internationalt accepteret standard for, hvordan virksomheder og organisationer skal måle og rapportere deres udledning af drivhusgasser.

Scope 1-udledninger: Direkte udledninger

Scope 1-udledninger er de direkte udledninger af drivhusgasser, der stammer fra virksomhedens kontrollerede kilder. Det omfatter udledning fra forbrænding af fossile brændstoffer i virksomhedens anlæg, køretøjer og andet udstyr. Scope 1-udledninger kan fx være forbrænding af naturgas til opvarmning eller udledning fra virksomhedens egne køretøjer.

Scope 2-udledninger: Indirekte udledninger

Scope 2-udledninger er de indirekte udledninger af drivhusgasser, som kommer fra virksomhedens forbrug af købt elektricitet, varme, køling og damp. Disse udledninger genereres ved produktionen af den energi, virksomheden bruger. At reducere Scope 2-udledninger indebærer som regel en forbedring af energieffektiviteten og et skift til køb af energi fra fossilfrie kilder.

Der findes to metoder til at kvantificere og rapportere Scope 2-udledning: Location-based og market-based.

• Location-based: Denne metode går ud på at beregne virksomhedens udledninger ud fra, hvor virksomheden bruger sin energi. For at gøre det udregnes et gennemsnit af, hvor store udledninger forskellige energikilder skaber i det pågældende område. Er virksomheden placeret i et område med meget kulkraft, vil dens gennemsnitlige udledning være højere end i et område, hvor en større andel af energien kommer fra vindkraft. Den lokationsbaserede beregning tager ikke højde for eventuelle specifikke aftaler, virksomheden måtte have om køb af fossilfri energi eller andre alternativer med lavere udledning.
• Market-based: Denne metode tager højde for virksomhedens specifikke aftaler og valg, når det gælder indkøb af energi, inklusiv fossilfri energi og andre alternativer med lavere udledning. Det betyder, at man ser på, hvor meget udledning der kommer fra den specifikke energi, virksomheden køber – og som fremgår af deres energikontrakter og certifikater. Det kan fx være garantier for, at energien kommer fra fossilfrie kilder. Begge metoder til udregning af Scope 2-udledning kan bruges til at hjælpe virksomheder med at forstå deres klimapåvirkning – og med at identificere muligheder for at reducere udledningen og træffe informerede beslutninger om investering i energieffektivitet og fossilfrie energikilder.

• Begge metoder til udregning af Scope 2-udledning kan bruges til at hjælpe virksomheder med at forstå deres klimapåvirkning – og med at identificere muligheder for at reducere udledningen og træffe informerede beslutninger om investering i energieffektivitet og fossilfrie energikilder.

   

  Scope 3-udledninger: Indirekte udledninger fra hele virksomhedens livscyklus

  Scope 3-udledninger omfatter alle indirekte udledninger af drivhusgasser, som opstår i virksomhedens værdikæde, men som ikke kontrolleres direkte af virksomheden. De er ofte mere komplekse at håndtere sammenlignet med Scope 1 og 2, da de involverer en række forskellige aktører og processer. Scope 3-udledninger kan opdeles i to hovedkategorier: Upstream og downstream.

   

  • Upstream-udledninger er den udledning af drivhusgasser, som stammer fra aktiviteter før virksomhedens egen drift – altså fra kilder højere oppe i værdikæden. Det omfatter udledninger fra udvinding og produktion af råvarer, der anvendes i virksomhedens produkter eller tjenester, fremstilling og forarbejdning af råvarer til halvfabrikata eller færdigvarer samt transport og distribution af råvarer og produkter til virksomheden. Affaldshåndtering af virksomhedens produktionsaffald hører også til i denne kategori – ligesom den omfatter udledninger fra forretningsrejser og pendling hos virksomhedens ansatte.
  • Downstream-udledning er den udledning af drivhusgasser, som stammer fra aktiviteter, efter at virksomheden har leveret sine produkter eller tjenester – altså fra kilder længere nede i værdikæden. Det omfatter udledninger fra transport og distribution af virksomhedens færdige produkter til kunderne, brugen af virksomhedens produkter og tjenester hos slutkunderne (fx brændstofforbrug i køretøjer eller energiforbrug i husholdningsapparater) samt affaldshåndtering og genanvendelse af virksomhedens produkter i slutningen af deres livscyklus.

 

Der findes flere værktøjer og ressourcer, som virksomheder kan bruge i deres arbejde med Scope 1, 2 og 3. Her er nogle eksempler:

1. GHG-protokollen: Greenhouse Gas Protocol (GHG-protokollen) er en standard for måling og rapportering af udledningen af drivhusgasser, som er udviklet af World Resources Institute (WRI) og World Business Council for Sustainable Development (WBCSD). GHG-protokollen tilbyder retningslinjer for, hvordan man kan måle, rapportere og verificere udledningen af drivhusgasser i alle tre scopes.
2. Life Cycle Assessment (LCA): LCA er en metode til at vurdere et produkts eller en tjenestes miljøpåvirkning fra vugge til grav. LCA kan hjælpe virksomheder med at identificere de største emissionskilder i hele produktets livscyklus, fra råvarer til affaldshåndtering, og dermed tage skridt hen imod en reduktion af udledningen.

Grundlæggende livscyklusanalyse

Forstå og gennemfør livscyklusanalyser for din virksomhed

1. EPD, eller Environmental Product Declaration: En standardiseret og verificeret metode til at kommunikere et produkts eller en tjenestes miljøpåvirkning gennem hele livscyklussen. Dette omfatter information om produktets eller tjenestens udledning af drivhusgasser, så det bliver lettere at rapportere udledningen.
   
   EPD-mærkede produkter og tjenester kan lette arbejdet med scopes på følgende måder:
   
   Gennemsigtighed: EPD giver detaljeret information om produkter og tjenesters miljøpåvirkning. Det hjælper virksomheder med at identificere de væsentligste kilder til udledning i deres værdikæde.
   
   Beslutningstagning: Ved at bruge EPD kan virksomheder sammenligne miljøpåvirkningen fra forskellige produkter, tjenester og leverandører. Det kan hjælpe dem med at træffe mere bæredygtige købsbeslutninger.
   
   Rapportering: EPD kan bruges til at kvantificere udledningen fra køb af varer og tjenester, som er en del af Scope 3-udledningerne. Det gør det nemmere for virksomheder at samle og rapportere deres Scope 3-udledning.
   
   
2. Supply Chain Sustainability: Supply Chain Sustainability (SCS) er et program, som hjælper virksomheder med at vurdere og håndtere miljømæssige og sociale risici gennem hele deres forsyningskæde. SCS kan hjælpe virksomheder med at identificere leverandører med højere CO2-aftryk og hjælpe dem med at tage skridt mod at reducere deres miljøpåvirkning.
   
   
3. Carbon Footprint Calculator: En Carbon Footprint Calculator er et værktøj, som virksomheder kan bruge til at måle deres samlede CO2-aftryk. Værktøjet kan hjælpe virksomheder med at identificere de største emissionskilder og tage skridt mod at reducere deres miljøpåvirkning.

Scope 1, 2 og 3 har været veldefinerede og etablerede inden for bæredygtigheds- og miljøledelse i lang tid, men virksomheder kan stadig støde på udfordringer, når de arbejder med at måle og reducere deres udledninger. Nogle af de mest almindelige udfordringer er:

1. Svært at fastslå grænser: Det kan være svært for virksomhederne at slå fast, hvor grænserne for deres Scope-udledninger går – især når det gælder Scope 3-udledning, hvor virksomhederne har mindre kontrol over udledningen fra leverandører og kunder.
2. Datakvalitet: For at måle og rapportere udledning, skal virksomheden kunne stole på korrekte og pålidelige data. Det kan være en udfordring at få adgang til data af høj kvalitet, især når det gælder Scope 3-udledninger.
3. Kompleksitet i værdikæden: Scope 2- og 3-udledninger kan være komplekse. Det kræver, at virksomheder samarbejder med flere leverandører og andre samarbejdspartnere for at forstå og håndtere udledningerne.
4. Opfølgning på reduktionen i udledninger: Efter at have implementeret tiltag for at reducere udledningerne, kan det være en udfordring at måle og rapportere de faktisk reduktioner – og at sikre, at de opretholdes over tid.

Verificering af emissionsdata: Udfordringer og løsninger for virksomheder

At verificere, at emissionsdata er korrekte og pålidelige, er en vigtig del af arbejdet med at rapportere udledninger inden for Scope 1, 2 og 3. Der er flere forskellige metoder til verificering af emissionsdata.

• Intern revision: En intern revision kan udføres af en uafhængig gruppe inden for organisationen for at sikre, at emissionsdata rapporteres korrekt, og at virksomheden følger standarder og retningslinjer for rapportering.
• Ekstern revision: En ekstern revision kan udføres af en uafhængig tredjepart, som kan verificere, at virksomhedens emissionsdata er korrekte og pålidelige. En ekstern revisor kan også kontrollere, at virksomheden har implementeret tiltag for at reducere udledningen, og at den følger standarder og retningslinjer for rapportering.
• Certificering: Virksomheder kan certificere deres udledning ved at anvende en standard, der verificerer, at emissionsdata er korrekte og pålidelige. Eksempler på sådanne standarder er ISO 14001 (miljøledelsessystem), ISO 50001 (energiledelsessystem), The Climate Registry (TCR) og EPD (Environmental Product Declaration).
• Egenerklæring: Virksomheder kan selv erklære deres udledning ved at rapportere emissionsdata og beskrive, hvordan data er indsamlet og beregnet.

Arbejdet med Scope 1, 2 og 3: Hvad virksomheder bør vide

Er det i orden at bruge antagelser i arbejdet med Scope 1, 2 og 3?

For Scope 1-udledninger er det normalt ikke nødvendigt at bruge antagelser, da organisationen kan måle disse udledninger direkte og har direkte kontrol over dem. Når det gælder Scope 2- og Scope 3-udledninger, kan antagelser være nødvendige, hvis der ikke er tilstrækkeligt med data eller information til rådighed. Det er dog vigtigt, at antagelserne laves på en rimelig og konservativ måde for at sikre, at beregningerne er så præcise som muligt og giver et korrekt billede af organisationens faktiske emissionsniveauer.

Det er også vigtigt at være klar over, at antagelser ikke bør være standardpraksis. Virksomheder bør bestræbe sig på at indsamle og bruge så meget korrekt og pålideligt data som muligt for at måle og rapportere deres udledning. Jo mere præcise data, der anvendes, desto mere pålidelig bliver rapporteringen af virksomhedens udledning – og desto mere præcist kan virksomheden identificere og reducere sin udledning.

Når man bruger antagelser, er det vigtigt at dokumentere dem og beskrive, hvilke data antagelsen er baseret på, og hvordan det påvirker emissionsberegningen.

Hvad er Scope 4?

World Resources Institute har introduceret et nyt koncept kaldet ”Scope 4-udledning”. Disse udledninger er dem, som organisationen undgår gennem sine handlinger eller salg af produkter og tjenester. De kaldes nogle gange ”undgåede udledninger” eller ”avoided emissions”. Et eksempel på Scope 4-udledninger er, hvis en organisation sælger en vare eller tjeneste, der gør det muligt for andre at arbejde hjemmefra i stedet for at rejse til og fra arbejde. Der er ingen forpligtelse til at rapportere Scope 4-udledninger, og det kræver ofte komplicerede antagelser om alternativ påvirkning og afgrænsninger at gøre det. Det er dog godt for en organisation at forstå den potentielle positive påvirkning af klimaet, som brugen af organisationens produkter kan have.

 

Hvad er GHG?

GHG-protokollen (Greenhouse Gas Protocol) er en internationalt anerkendt standard for, hvordan virksomheder og organisationer skal måle og rapportere deres udledning af drivhusgasser. Den er udviklet af World Resources Institute (WRI) og World Business Council for Sustainable Development (WBCSD) i fællesskab for at hjælpe virksomheder med at kvantificere og styre deres udledning af drivhusgasser.

Protokollen er opdelt i flere standarder og værktøjer, men de mest kendte er dem, der vedrører virksomhedernes rapportering af drivhusgasser. De omfatter:

• Virksomhedsstandarden: Denne standard dækker Scope 1 og Scope 2 og stiller krav til, hvordan virksomheder skal måle udledninger fra egen drift og fra købt energi.
• Standarden for værdikæden (Scope 3): Denne standard stiller krav til, hvordan virksomheder måler udledningen fra andre kilder i deres værdikæde – som fx leverandører og brugen af de produkter, de producerer.
• Standarden for projekter: Denne standard giver vejledning i, hvordan man sætter tal på effekten af specifikke projekter eller tiltag, der reducerer udledninger.

 

Hvordan beregner man udledningen af CO2?

Beregning af en virksomheds CO2-udledning kan være en kompliceret proces og kræver adgang til detaljerede data. Men det behøver ikke være sådan. Generelt handler det om at identificere alle relevante kilder til CO2-udledning, sætte tal på omfanget af udledning fra hver kilde og derefter lægge det sammen for at kende den samlede udledning. Her er en generel trin-for-trin guide:

• Identificer kilder: Dine emissionskilder vil variere alt efter typen af virksomhed. Det kan omfatte alt fra forbrænding af fossile brændstoffer i køretøjer og bygninger eller proces-udledning i industriel produktion – til klimapåvirkningen fra virksomhedens indkøb af produkter og tjenester.
• Indsaml data: For hver emissionskilde har du brug for data på, hvor meget du bruger af en bestemt ressource, eller hvor meget af en bestemt aktivitet, du udfører. Det kan være mængden af brændstof, du bruger, antallet af kilometer, dine køretøjer kører, mængden af affald, du producerer osv.
• Brug emissionsfaktorer: For at konvertere dine data til kuldioxidækvivalenter (CO2e), skal du bruge emissionsfaktorer. Disse er videnskabeligt bestemte værdier, der repræsenterer mængden af udledninger, som genereres pr. enhed af en bestemt aktivitet eller et bestemt ressourceforbrug. Emissionsfaktorer kan variere afhængigt af specifikke forhold og er tilgængelige fra flere kilder, herunder miljømyndigheder og internationale organisationer som FN’s klimapanel (IPCC).
• Beregn udledninger: Gang dine brugsdata med de relevante emissionsfaktorer for at få dine udledninger i CO2e. Læg derefter alle disse værdier sammen for at få dine samlede udledninger.
• Bekræft og rapporter: Det er vigtigt at verificere dine beregninger for at sikre, at de er nøjagtige og fuldstændige. Du kan også have brug for at rapportere dine udledninger til relevante myndigheder, investorer og andre interessenter.

Husk, at dette kun er en grundlæggende vejledning, og at nøjagtige metoder kan variere afhængigt af specifikke omstændigheder og krav.

Hvad indgår i Scope 1?

Scope 1 i GHG-protokollen omfatter direkte udledning af drivhusgasser, som stammer fra en organisations eller virksomheds egne kilder og aktiviteter. Scope 1-udledninger omfatter følgende kategorier:

• Forbrænding af fossile brændstoffer: Dette omfatter udledninger, som stammer fra forbrænding af fossile brændstoffer, som bruges i organisationen. Det kan være udledninger fra brug af olie, kul, naturgas eller diesel til opvarmning, elproduktion eller transportformål.
• Procesudledninger: Dette omfatter udledninger, der opstår som en del af specifikke processer i organisationens drift. Eksempler på procesudledninger kan være udledning fra kemiske reaktioner, udledning fra industrielle produktionsprocesser eller udledning fra affaldsbehandling.
• Køretøjer og transport: Dette omfatter udledninger fra organisationens flåde af køretøjer og transport relateret til dens drift. Det kan være udledning fra firmabiler, lastbiler eller anden transport i køretøjer, som virksomheden ejer, og som finder sted i forbindelse med forretningsaktiviteter.

Hvad indgår i Scope 2?

Scope 2 i GHG-protokollen omfatter udledninger af drivhusgasser, der er direkte forbundet med en organisations eller virksomheds energiforbrug. Det dækker specifikt udledninger, der stammer fra produktion af indkøbt elektricitet, damp, varme eller køling, som bruges af organisationen.

• Udledning fra indkøbt elektricitet: Udledninger, der opstår ved produktionen af den elektricitet, som en organisation køber og bruger. Det kan være udledning fra kulfyrede kraftværker, naturgasanlæg og andre energikilder.
• Udledning fra indkøbt varme: Udledninger, der genereres ved produktionen af varme, som købes og bruges af en organisation. Den kan være udledning fra fjernvarme eller varme produceret af olie eller gas.
• Udledning fra indkøbt køling: Udledninger, der kommer fra produktionen af kulde eller kølesystemer, som en organisation køber og bruger. Det kan omfatte udledning fra kølemaskiner, klimaanlæg eller køleteknologi drevet af forskellige energikilder.

Hvad indgår i Scope 3?

Scope 3 i GHG-protokollen omfatter indirekte udledninger af drivhusgasser, som er relateret til en organisations eller virksomheds værdikæde. Scope 3-udledninger omfatter følgende kategorier:

• Udledning fra indkøbte varer og tjenester (upstream): Dette omfatter udledninger, som opstår under produktionen af de varer og tjenester, som organisationen køber fra sine leverandører. Det kan omfatte udledning fra råvareudvinding, fremstilling, transport af produkter og affaldshåndtering.
• Udledning fra brug af solgte produkter (downstream): Dette omfatter udledninger, som opstår, når organisationens produkter bruges af kunder eller andre aktører. Det kan omfatte udledning fra brændstofforbrænding, energiforbrug eller affaldshåndtering relateret til produkternes brug.
• Udledning fra transport (upstream og downstream): Dette omfatter udledninger, som opstår ved transport af varer og tjenester knyttet til organisationens drift. Det kan være udledning fra transport af råvarer til produktionsanlæg, distribution af færdige produkter til kunder eller forretningsrejser og pendling.
• Udledning fra affaldshåndtering: Dette omfatter udledninger fra håndteringen af affald, som genereres af organisationen. Det kan omfatte udledning fra deponering, affaldshåndteringssystemer eller genanvendelse.
• Udledning fra investeringer: Dette omfatter udledning, der opstår som følge af organisationens investeringer, fx i energiselskaber eller industrier med høje udledninger.

Beregning ved hjælp af GHG Protokol eller ISO-standard?

For at udregne en virksomheds CO2-udledning bruger man ofte GHG-protokollen (Greenhouse Gas Protocol) eller ISO 14064-standarden (fra International Organization for Standardization).

GHG Protokol: Dette er den mest udbredte standard til kvantificering og rapportering af drivhusgas-udledninger. GHG-protokollen giver en ramme for måling af drivhusgasudledninger og definerer Scope 1-, 2- og 3-udledninger. GHG-protokollen bruges ofte som grundlag for nationale og regionale drivhusgasprogrammer.

ISO 14064-standard: Denne standard giver en internationalt godkendt ramme for design, udvikling, håndtering, rapportering og verifikation af drivhusgasudledningsrapporter. ISO 14064 er opdelt i tre: ISO 14064-1 (organisationsniveau), ISO 14064-2 (projektniveau) og ISO 14064-3 (validering og verifikation).

Valget mellem disse to metoder afhænger af virksomhedens behov og ressourcer samt hvilke krav, der er fra myndigheder eller andre interessenter. Det er værd at bemærke, at disse to standarder kan bruges sammen og supplerer hinanden. GHG-protokollen giver mere detaljerede retningslinjer for beregning af drivhusgasudledninger, mens ISO 14064 giver retningslinjer for verifikation og validering af emissionsdata. I mange tilfælde vil virksomheder bruge GHG-protokollen til at beregne deres udledninger – for derefter at følge ISO 14064, når rapporteringen skal verificeres.