Blog | Vattenfall

Vattenfall og Facebook indgår langsigtet aftale

Skrevet af Vattenfall | May 25, 2018 1:17:00 PM

Vattenfall og Facebook har underskrevet en langsigtet aftale om levering og balancering af elproduktionen fra tre nye norske vindmølleparker. Produktionen fra vindmølleparkerne kommer til at forsyne Facebooks nordiske datacentere i Odense og i Luleå (Sverige) med el.

Vattenfall har underskrevet en aftale med Facebook om at overføre og afbalancere elproduktionen fra tre nye vindmølleparker i Bjerkreim-området i det sydvestlige Norge. Facebook har købt hele produktionen, der omfatter 294 MW baseret på langsigtede PPA-aftaler (Power Purchase Agreement) fra Luxcara, der ejer vindmølleparkerne. Vattenfall vil levere elektriciteten til Facebooks datacentere i Odense og Luleå.

"Vattenfall er meget stolt af at kunne forlænge vores langvarige samarbejde med Facebook ved at integrere leveringen af ny vedvarende el i det nordiske elnet. Aftalen om energibalancering er Vattenfalls største med en ekstern part i Norden”, siger Branislav Slavic, Head of Business Sales i Norden.

"Vi er meget glade for samarbejdet med Vattenfall i vores hidtil største vedvarende energiprojekt i Europa. Disse projekter vil øge vindenergiproduktionen i det nordiske elsystem og give en 100 % vedvarende løsning til vores datacentre i Odense og Luleå i Sverige," siger Vince Van Son, kommerciel direktør for energi og infrastruktur hos Facebook. Det vil også indebære en vedvarende løsning for energianvendelsen på energicentret i Odense og muliggøre produktion af vedvarende varme til kommunen fra varme, der vil blive genindvundet i vores datacenter.