Blog | Vattenfall

Genbrug giver Porsche-batterier et nyt liv

Skrevet af Vattenfall | Oct 28, 2024 6:30:00 AM

Muskelbiler er måske ikke lige det, man forbinder med innovativ bæredygtighed. Men det vil Porsche ændre på med sit nye energilagringssystem, som er bygget af genbrugte bilbatterier.

I den nordvestlige del af Leipzig er en lille omstillingsrevolution i gang. Her – på Porsches fabrik – er der blevet bygget et batterilagringssystem på størrelse med to basketballbaner for at forsyne området med elektricitet. 4.400 brugte bilbatterier fra sportsvognsproducentens Taycan-model er blevet genbrugt, efter at de har udspillet deres rolle i bilerne.

Konceptet kaldes ’Second Life’, og målet for den Stuttgart-baserede virksomhed er at vise, hvordan man kan presse mere energi ud af elbilbatterier. Hvert Taycan-batterimodul fra testbilerne er blevet installeret i fire større energilagringssystemer, som alle har en forventet levetid på 10 år. Da batterierne er installeret, som de er, ét ad gangen, kan de også nemt skiftes ud.

Billede: Porsches fabrik i Leipzig, 2024, Porsche AG.

Bæredygtigt – og forretningsmæssigt fornuftigt

Sammen med universitetet i det østtyske Zwickau har Porsches miljø- og energiafdeling udviklet konceptet og fundet løsninger til industriel energilagring. – Projektet er et eksempel på, hvordan vi kan bruge ressourcer på en bæredygtig måde og samtidig være forretningsmæssigt effektive, siger Albrecht Reimold fra Porsches bestyrelse i en pressemeddelelse.

Elektriciteten til lagringssystemet kommer i høj grad fra områdets egen solcellepark og fungerer også som et godt redskab til at udnytte produktionen af solenergi.

Genbrug i stedet for direkte genanvendelse

Projektleder Jonathan Dietrich tilføjer i samme pressemeddelelse: – Vi ville både gøre Leipzig-fabrikken mere rentabel og øge graden af selvforsyning med elektricitet. Så det føltes meget logisk at genbruge Taycan-batterierne i stedet for bare at genanvende dem.

Nu håber Porsche, at indsigterne fra Leipzig-fabrikken kan overføres til sportsvognsproducentens øvrige fabrikker. Selvom virksomhedens fabrikker i Zuffenhausen, Leipzig og Weissach har været CO2-neutrale siden 2021 og har brugt udelukkende vedvarende energi siden 2017, er det indtil videre kun Leipzig, der har energilagringssystemet på plads.

– På denne måde kan vi bruge batterier, der ikke længere er egnet til brug i biler, og få noget andet ud af dem, inden de til sidst ryger til genanvendelse, siger Dietrich.

Tekniske fakta om Porsches energilagringssystem

  • Total kapacitet: Fem megawatt
  • Energindhold: 10 megawatt-timer
  • Antal batterier: 4.400 batterimoduler


Kilde:
Second Life concept: how used Taycan batteries became an energy storage system for the Leipzig plant